Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole

Overgang til børnehave

Selvom skiftet fra vuggestue til børnehave kun betyder et skift fra den ene ende af huset til den anden, kan det være en stor ting for et lille barn. Derfor sørger vi for at skabe en tryg og glidende overgang, hvor jeres barn gradvist får mere kendskab til sin nye stue og de børn og voksne, som er der.

Det gør vi ved at tage på flere besøg i børnehaven i ugerne op til skiftet. På den måde er der både en voksen, som barnet kender og kan søge tryghed hos, samtidig med at der er mulighed for at gå på opdagelse i de nye rum og møde de nye voksne.

Overgang til skole

Det er en stor ting for børnene at være en af de store, som skal starte i skole som det næste - og for os er det vigtigt, at skolestarten er noget, børnene kan glæde sig til fremfor at være nervøse for. Derfor begynder vi at klæde dem på til skiftet allerede året op til, at de skal begynde i fritidsordning og skole.

I efteråret samler vi alle de børn i Væksthuset, som skal starte i skole det kommende år i en storegruppe, som går på tværs af stuerne. Storegruppen mødes flere gange om ugen og laver aktiviteter sammen, som leder op til skolestarten. Vi har eksempelvis et rigtig godt samarbejde med Tingbjerg skole og fritidsordning, og vi besøger fritidsinstitutionen en gang om ugen, så børnene føler sig hjemme i omgivelserne og får afmystificeret, hvad man egentlig laver i en fritidsordning.

Derudover arbejder vi typisk med et særligt eventyr i storegruppen, og det samme eventyr bruger de den første tid i Tingbjergs fritidsordning. På den måde oplever børnene, at de allerede kender de lege, sange og fortællinger, som de bliver præsenteret for, når de starter i fritidsordningen, og det skaber genkendelighed og tryghed.